Christian Winther Christensen/Ensemble Ascolta: Children’s Songs
KoncertKirken
11. juni 20.00
Den danske komponist Christian Winther Christensens værk Children’s Songs, der er skrevet til det tyske Ensemble Ascolta, kredser om et barns univers. Kitschede små figurer og citater fra en verden af børnemusik – en verden, som gennem musikhistorien har antaget et væld af forskellige former – samt fortolkninger af de forunderlige lyde, der opstår i børns interaktion med legetøj, har været med til at forme dette intense, magiske værk for syv musikere og en radio.
Children's Songs blev uropført i en kortere version på Donaueschingen i 2022, men er nu med støtte fra KLANG blevet videreudviklet til et selvstændigt koncertværk på 45 minutter. Christian Winther Christensen har igennem sit mangeårige virke som komponist befundet sig i et legende musikalsk univers, men i Children's Songs har det legende fået en helt særlig betydning. Værkets musikalske referencer, har han fortalt, er ikke til musikken fra hans egen barndom. Derimod fik han en helt ny fascination af og forståelse for barnets univers, da han selv blev far til to.
Ensemble Ascolta har siden 2003 arbejdet for at udvide rammerne for kompositionsmusikken gennem koncerter, som inkorporerer elementer fra teater, video-, performance-, og installationskunst samt rockmusik – og nu altså også børnesange.
Støttet af:
SWR, KODA Culture and Statens Kunstfond, Goethe-Institut Dänemark
Foto: Astrid Karger
Spillested
KoncertKirken
Blågårds Pl. 6A 2200 København
> Se kortKunstnere
Christian Winther Christensen (1977)
Dansk komponist, der sammenligner sin musik med den dobbeltsidede Janus og skriver postapokalyptisk musik efter musikkens endeligt. Udvidede forberedelsesteknikker forvandler velkendte instrumenter til forvrængede ekkoer.
Ensemble Ascolta
Tysk ensemble, der har udvidet horisonten for det moderne musiklandskab siden starten i 2003. Ensemblet har bestilt og opført omkring 250 nye værker.