Velkommen til Klang Festival 2026
Når vi ser på årets program for Klang, er der nogle ord der trænger sig på.
Det første ord er rejse, og det kan forstås på flere måder. For eksempel som en helt konkret rejse gennem København. I år bevæger festivalen sig gennem koncertsal, teater, bibliotek, offentlig plads – og endda gennem en partybus. En rejse gennem vores program er bogstaveligt talt en rejse gennem København. Klang lever ikke bare i byen; Klang formes af den.
Rejsen kan også beskrive Klang. Dette er vores tredje program med det nuværende ledelsesteam, og når vi ser tilbage, kan vi mærke, hvor langt vi er kommet – og hvor meget der stadig ligger foran os. Som sidste års anmeldelse i Seismograf formulerede det: “Klang er blevet voksen.” Men det at blive voksen betyder ikke, at man mister den barnlige nysgerrighed, som ligger i hjertet af vores festival. Klang er stadig et sted for leg, udforskning, vovemod og opdagelse – essentielle dele af enhver rejse, der er værd at tage på.
Et andet ord er fællesskab. Klang formes ikke kun af hvor festivalen foregår, men af dem, der er med til at skabe den: kunstnere, publikum, frivillige, medarbejdere, kuratorer, samarbejdspartnere og venner. I år satser vi mere end nogensinde på at nære fællesskabet, bogstaveligt og i overført forstand. Vores samarbejde med ALICE udvides i år og omfatter nu også Union og Send Flere Krydderier. Sammen skaber vi et rum, alle er velkomne i, hvor Klang-fællesskabet kan mødes, spise, tale og lytte. Vi håber, at vores daglige fællesspisninger bliver et landsbytorv – et mødested, hvor vi samles, sladrer og knytter bånd.
Ideen om fællesskabet er også til stede i vores program. Vi er stolte af at præsentere værkerne fra årets open call, udvalgt sammen med Chamber Collective. Vi er dybt taknemmelige for deres perspektiv og bidrag, og samarbejdet får os til at tænke på det velkendte ordsprog: Hvis du vil gå hurtigt, så gå alene. Hvis du vil gå langt, så gå sammen.
Men tag ikke fejl: En imødekommende atmosfære betyder ikke kunstnerisk kompromis. Vi fortsætter med at præsentere noget af verdens mest grænsesprængende eksperimenterende musik. I år kan du opleve shamanistisk necro-core noise, hardcore klassiske bangers, genreoverskridende improvisation, eftertænksom kammermusik og meget mere.
Klang har altid haft et særligt fællesskab. Dets form ændrer sig fra år til år, men de samlende spørgsmål er de samme – og stadig presserende: Hvordan ser “ny musik” ud lige nu? Hvordan skaber vi musik i 2026? Hvordan lytter vi i verden i dag?
Vi udgiver os ikke for at have svarene, men vi håber at kunne skabe rummet, hvor rejsen mod dem begynder. Velkommen til Klang 2026.
James Black KUNSTNERISK LEDER
Filip Melo DAGLIG LEDER